Brønderslev og omegn

Mens Vildmosemuseet er midlertidigt nedpakket arbejder Museum for Forsyning og Bæredygtighed – Museum MOSS stadig med Brønderslev og omegns historie. I 2021 har Brønderslev by købstadsjubilæum, hvilket museet arbejder frem imod gennem forskellige projekter og artikler. Derudover arbejder museet intensivt med Store Vildmose som både forsknings- og formidlingsområde.  
 
Store Vildmose og dens opdyrkning
Museet formidler og forsker i historien om Store Vildmose og den usædvanlige fortælling om et stort og vildt naturområde, som staten opdyrkede i et storstilet projekt fra 1920'erne. Store Vildmose er et særligt naturfænomen, som i århundreder lå øde hen, fordi mennesket ikke kunne "tæmme" dens vilde natur i jagten på dens ressourcer. Det lykkedes fra 1920'erne, da staten købte mosen. Historien om mosen er en unik fortælling om naturens forvandling, de nyeste teknologiske fremskridt og et hastigt opstået "minisamfund" "ude på "prærien". Museet formidler Store Vildmose gennem rundvisninger, foredrag og forskning.

Brønderslevs købstadshistorie
 
Brønderslev er og har altid været en driftig handelsby og købstad. Frem mod det store købstadsjubilæum i 2021 arbejder museet med forskellige projekter og artikler. Brønderslevs historie formidles desuden igennem byvandringer og foredrag.
 
Det nye Vildmosemuseum
Vildmosemuseet blev i 2018/19 midlertidigt nedpakket. Planen for det nye Vildmosemuseum er at det skal stå klart inden 2023, i et mere midtbys nært miljø, til gavn for turister og lokale. 
 
Store Vildmose - en naturoplevelse
Der er kun få kilometers kørsel fra Brønderslev til at opleve Store Vildmoses særprægede og storladne natur. Her findes stadig - udover et kulturland med vidtstrakte græsningsarealer, kartoffel- og kornmarker - tørveindvindingsområder og rester af den gamle højmose med den oprindelige vegetation, som tidligere prægede hele Vildmosen.

Store Vildmose er også formidlet ude i selve mosen med flotte plancher placeret de steder, hvor begivenhederne fandt sted. Du kan finde et link til et kort over planchernes placering i mosen her: http://www.visitnordjylland.dk/oplevelser/natur/store-vildmose
Som en del af projektet optog en naturfotograf en imponerende film af natur - og dyrelivet i Store Vildmose. Den kan ses her: 
https://youtu.be/ngf7QuAIy7w
 
 
 
Seværdigheder Brønderslev Oplevelser for børn i Brønderslev